Temperaturen, dagenes længde og bladenes farver er så småt ved at blive enige. Efteråret er over os. Termosæt i diverse farver, tynde huer og sågar små handsker har indfundet sig i garderoberne i landets børnehaver. Jeg er personligt stor fan af efteråret. Der sker en masse i naturen, som man kan se, mærke og opdage. Og det synes jeg er en rigtig god ting at bruge som udgangspunkt i det pædagogiske arbejde og aktiviteterne.
I dette indlæg vil jeg præsentere et udkast til hvordan en uge i efterårets tegn kunne se ud. Jeg vil tage udgangspunkt i den måde, som vi ofte arbejder i min børnehave. Det kan du læse mere om her. Kort fortalt handler det om, at bruge en historie, som omdrejningspunkt for forskellige aktiviteter. Ved at bruge en fortælling, som alle børnene har kendskab til, har børnene allerede en form for forståelse for hvad aktiviteterne handler om. De har derfor en fælles referenceramme både i forhold til de aktiviteter, som de voksne sætter i gang, og børnenes egne lege.

Hvis du har fulgt med på min hjemmeside – eller er på min mailliste – er det vist ikke gået dig forbi, at jeg har holdt et kursus om rundkreds her for nyligt, hvor denne tilgang til pædagogikken blev foldet ud. Hvis du vil lære mere om den måde at arbejde på, så klik her. D

Historie om efterår

For mig er efterår sådan noget med orange og røde blade, kastanjer og nødder. Det der med at bladene og nødderne falder af er også noget, som børnene synes er spændende. Vi har vel alle prøvet at samle kastanjer under et kastanjetræ. Det er sådan lidt vane-dannende. Jeg synes i hvert fald, at det kan være svært at lade være med at samle kastanjer. Hvis de alligevel bare ligger der!
Derfor er det dét, som er temaet i denne efterårshistorie. Jeg har valgt Kylle-Rylle, det er en remsehistorie, som handler om en kylling, som får en nød i hoved, og fortæller de til de andre dyr på gården. Det sjove ved remsehistorier, er at når man har fortalt dem et par gange, så begynder børnene også at stemme i, når man læser op. Det synes jeg bare er super fedt. Her kommer en lille bid af Kylle-Rylle:

“Der var en gang en lille kylling, og den gik ud i skoven at spasere. Så faldt der en nød ned lige i hovedet på den. Da blev den så forskrækket, at den løb hen til Hønen og sagde: »Å, Hønebøne! Skoven vil falde.« — Hvem har sagt dig det, lille Kyllerylle?« — »Å, det fille, det falle i min hovedskalle,« sagde Kyllingen. »Så lad os løbe!« sagde Hønen.
Så løb Hønen til Hanen og sagde: »Å, Hanefane! Skoven vil falde.«
…” Du kan læse resten her, med dobbelt ‘a’ i stedet for ‘å’ 😉

Den er også en super visuel fortælling, hvis man har figurerne til at sætte historien op, kan man sætte dem op imens man fortæller. Det er egentlig noget af det, som jeg synes er fedt ved remsehistorier. Der kommer flere og flere ord på remsen, samtidig med at der kommer flere figurere på, i denne er det fugle-figurere (haner, høns, gæs m.m.).

Sange om efterår

Så har vi en historie på plads, nu skal vi finde nogle sange, som passer til. Kyllinger og efterår. Der er jo massere at tage af.
Efterår handler jo både om bladene, kastanjer og for mig også æbler, som der stadig er at finde nogle steder. Efterår er også lig med koldere vejr. Det får mig til at tænke på sangen Blæsten kan man ikke få at se. Så er der “Æbler og pærer, de vokser på træerne, og når de bliver modne, så falder de ned…“. Man kan da stadig godt være lidt heldig at finde æbler endnu… ikke?

Kastanjesange er der flere af. Lotte Kærså sangen “Jeg har lommerne fulde af kastanjer” er nok en af de mest kendte, og sådan en rigtig sød ørehænger, som man kan gå og synge lidt for sig selv resten af ugen (/årstiden?). Så er der den lidt mindre kendte “Jeg fik en kastanje i hoved” sang, vist nok af Povl Kjøller(?).
Det helt store hit, da vi havde kastanje-uge, var sangen En kastanjemand. Den har bare nogle sjove ord og rim. Og med sjove ord, mener jeg rigtig sjove. Se bare første vers:

En kastanjemand – fra kastanjeland
Har en mælketand – og en tissemand.
Han har lange ben, og en mave så ren
den er blank som af sølv – den er tyk som af øl…

Whaaat?! Tissemand?! Ja, en sang hvor der bliver sunget om en tissemand. Meget populært hos børnene. Den her sang skal nok skrue stemningen op på 11, når I synger den.

Efterårsaktiviteter

Okay, så nu har vi styr på vores historie og vores sange. Lad os tale lidt om de aktiviteter, som kunne knyttes til dette tema. Rammelegen alle mine kyllinger kom hjem er super fed for børn i næsten alle aldre, og den er også god til at holde varmen med – læs 6 andre lege, som du kan holde varmen med her…

Denne leg involverer tre roller: kyllinger, hønemor og rævene – og de første par gange en voksen, som styrer slagets gang. Kyllingerne og hønemor står overfor hinanden med et godt stykke imellem sig, et sted ca. midtvejs har ræven sin hule. Legen har en remse, som starter hver runde af legen:

Hønemor: alle mine kyllinger, kom hjem.
Kyllinger: vi tør ikke…
Hønemor: hvorfor ikke?
Kyllinger: fordi ræven spiser vores knogler og drikker vores blod. (eller fordi rævene er der)
Hønemor: kom alligevel!

Og så skal kyllingerne løbe hen til hønemor, hvor de har helle. Ræven skal fange dem inden, og de kyllinger, som bliver fanget, bliver også til ræve i næste runde. Til sidst er der kun én eller meget få kyllinger imod en horde af ræve, og det er sjovt – man kan godt huske det selv fra den slags lege i skolen eller børnehaven, der når man er den sidste tilbage imod overmagten.

Efterår i naturen

Bladene skifter farver, og der er også efterårsting at finde i naturen. Som nævnt tidligere er der kastanjer at finde. Man kan finde de klassiske hestekastanjer, som kan laves til kastanjefigurere i alle mulige former. Men man kan også finde lækre spisekastanjer, hvis man ved hvor der er sådan et træ. De smager super godt (snit et kryds i toppen, drys salt på et ovnfast fad og bag kastanjerne ca. 25 minutter i ovnen ved 200 grader) og børnene synes det er sjovt at spise en kastanje.

Man kan også gå på jagt efter flotte blade, som man kan presse eller bruge til alverdens krea-projekter, f.eks. lanterner eller kranse. Hvis du mangler idéer til projekter med blade, så gå på Google og skriv: ‘børn efterårsblade’. Så skal du bare se. Efterårets mage farver er i hvert fald et oplagt sted at tage udgangspunkt for de kreative aktiviteter. Både med og uden blade.

Det popper også op med svampe, som jeg vil fraråde dig at spise sammen med børnene (medmindre du er 110 % sikker på hvilken svamp det er, og du kan dit shit med svampe). Men mange af dem er spændende at undersøge, skære dem over og se hvordan de ser ud indeni. Rørhatte kan man vise børnene de mange rør, som udgør en bunden af svampen, det kan de hurtigt forbinde: “nååh ja, så de er derfor det hedder en rørhat“. Andre er bare spændende at se rundt omkring i landskabet, f.eks. når der kommer massevis af svampe op samme sted.

Efterår omkring bålet

Der er bare noget særligt om at samles omkring et bål, når det er en smule koldt. Både hyggen og varmen fra bålet virker som en magnet på både børn og voksne. Hvadenten det er noget med madlavning at gøre, fortælling og sang omkring bålet eller bare at sidde og snitte pinde sammen med børnene, så kan det altså bare noget helt særligt. Det kan jo være, at man lige kan sidde og høre børnene gengive Kylle-Rylle-remsen imens man varmer en gryde kakao for dem 😉

Det var sådan set det, som jeg havde omkring dette forløb om efteråret. Med udgangspunkt i Kylle-Rylle-historien kan man udfolde mange pædagogiske projekter og aktiviteter omkring efteråret. Det gør sig også gældende med mange andre typer af fortællinger. Og det er en af de måder at arbejde pædagogiske med fortællinger og historier, som jeg synes er super spændende. Hvis du vil høre mere om denne måde at arbejde på, så skal du da tage at tilmelde dig mit nyhedsbrev. Så får du en mail, når jeg har nyt at fortælle – jeg lover dig at der ikke kommer alt for mange dårlige jokes med… Altså, måske kommer der en enkel eller to… pr. mail… Du ved… Nu er du advaret.

Vh. Morten

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, og modtag min velkomstmail med min tjekliste over fem lege, som børnene vil elske dig for at sætte i gang.

* indicates required

Efterårshistorie og efterårsaktiviteter
Tagget på:     

En tanke om "Efterårshistorie og efterårsaktiviteter"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *