Akvarelmaling er en super god kreativ aktivitet til både begynderen og den øvede krea-voksne. Det var der, som jeg i sin tid begyndte at kunne se fidusen i det med krea-projekter – læs mere om det her. I dette indlæg vil jeg gennemgå hvad akvarelmaling er, og hvad det kan, jeg håber det vil inspirere dig til at bruge det. Jeg vil også give et konkret bud på hvordan du kommer i gang med at lave nogle akvarelmalerier, som bliver super flotte.

Ja, ja, jeg ved godt at målet ikke er at børnemalerier skal være super flotte, men det er da meget fedt hvis der både er en god skabende proces og et flot resultat. Og med den her måde at lave malerier, som jeg vil vise her, er resultatet både flot, samtidig med at processen er tilfredsstillende for børnene, fordi de forhåbentligt kan skabe det udtryk, som de ønsker

Hvad er akvarelmaling?

Akvarelmaling fås både i flydende og fast form. Fast akvarelmaling er de der blokke, hvor der typisk er seks farver, hvor man dypper penslen i vand, for at opbløde malingen i blokkene og derefter maler på et stykke papir. Flydende akvarelmaling er noget ret koncentreret flydende noget, som skal blandes op i lidt vand, inden man fordeler det i små glas, som der kan males fra. Fælles for begge typer er at man skal huske at dyppe penslerne i rent vand, inden man skifter til en anden farve!

Fast akvarelfarve kan være nemmere for børnene at styre hvor og hvad de maler med det, hvorimod den flydende akvarel har det med at flyde lidt rundt på papiret og blande sig med de andre farver. Dette kan give nogle super flotte farveblandinger, men det kan også være frustrerende for børnene, hvis de forsøger at male noget bestemt. Det er min erfaring at alt malingen ender med at blive i hvert fald lidt blandet sammen i løbet af en male aktivitet, samtidig synes jeg selv, at den flydende akvarelmaling bliver flottest, på trods af at blive blandet.

En af fordelene ved den faste akvarelmaling er, at man kan male med den på et staffeli, mens den flydende kræver et fladt underlag, såsom et bord, ellers løber farven bare ned. Derfor er det nærliggende at sætte staffelier udenfor, og give børnene muligheder for at male i det fri, f.eks. på legepladsen. Det plejer altid at være et hit.

Inspiration til kreativ aktivitet

Jeg glemte at nævne akvarelpapir, som er en type lidt tykt eller kraftigt papir, som er lavet til at “absorbere” malingen. Hvis man vender det rigtigt, som jeg ikke gjorde de første par gange, så er papiret lidt mere rug på den ene side end den anden. Man skal vende den rug side op – et lille lifehack til begynderen 😉

Som jeg nævnte i starten af indlægget, så startede min personlige rejse som “pædagog der laver krea-ting” ved akvarelmalingen. På den måde har den måske fået en lidt særlig plads hos mig, men jeg synes bare det giver nogle rigtig flotte malerier!

Okay, så til dette projekt skal du bruge sprittuscher, papir og flydende akvarelmaling. Først skal børnene tegne former, figurere, streger eller hvad de nu vil på et papir. Når de har gjort det, kan de begynde at male. Start gerne med tre farver – rød, gul, blå. Stregerne, som er tegnet med sprittusch kan ses, selvom der bliver malet på dem. Det giver altid nogle super flotte billeder.

akvarelmaling inspiration: maling og sprittuscher
Akvarelmaling med sprittusch i fuld gang

Nåååh ja, og selve processen er også meget fotografisk 😉

Man bør være opmærksom på, at børnene ikke tegner alt for meget med sprittuschen. Hvis de begynder og skravere eller lave alt for mange prikker så har jeg erfaret, at man skal give dem malingen.

Eksperimenter med farver

Med flydende akvarelmaling er der også rig mulighed for at børnene kan eksperimentere med, hvordan farver blandes og hvilke farver bliver til hvad. Både på papiret og i glasset med maling. Jeg plejer nogle gange at bruge farveresterne til at lave lidt farvequiz med børnene, hvor vi quizzer i hvad der sker når man blander to farver sammen – eller hvordan man blander til en bestemt farve. Det plejer altid at være rigtig sjovt og underholdende for børnene.

Udover det, så er der bare at male færdig, og så tørre malerierne indtil dagen efter, og så skal de ellers hænges op. God fornøjelse.

Hvis du har spørgsmål, så vil jeg gerne være behjælpelig med at besvare dem, så kan du fange mig i kommentarfeltet eller på hej@mortenrandrupdyrborg.dk

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, og modtag min velkomstmail med min tjekliste over fem lege, som børnene vil elske dig for at sætte i gang.

* indicates required

Sådan kommer du i gang med akvarelmaling med børn
Tagget på:             

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *