Fastelavn er lige om hjørnet, og for mig er fastelavn noget helt særligt, for det var nemlig fastelavn den første dag, jeg var på arbejde i min børnehave. Seriøst forvirrende dag, men også meget sjovt…
I denne mail vil jeg fortælle lidt om, hvordan vi fejrer fastelavn der hvor jeg arbejder – og måske du finder nogle ideér, som kan inspirere dig.
Se en kasse med en masse gammelt tøj, halløj teatertøj!
Vi fejrer som regel fastelavn en fredag, derfor går dagene op til fastelavn med at forberede os på fastelavnsdagen.
Blandt andet synger vi om alle børnenes udklædning, når vi holder rundkreds.
Her spørger vi til hvad de skal klædes ud som og hvad der kendetegner dem, så synger vi Teatersangen:
Se en kasse med en masse gammelt tøj, halløj teatertøj.
Helle for sværdet, jeg vil klæde mig ud som ridder.
Æbæ æbæ, der’ ingen, som kan kende mig…
Sangen kan findes i Albertes sanglege, den er skrevet Kirsten Pendrup og hedder “Teatersang”. Alternativt kan man skifte ordene lidt ud i “Kan du gætte hvem jeg er“, hvis man vil synge om børnenes udklædning.
Så synger vi om sådan cirka 10-15 børn hver dag, så kommer det til at passe med at alle har fortalt om sit kostume inden fastelavn.
Kreaa-projekter til fastelavn
Lave masker af karton, fjer og glimmer.
Børnene kan være med til at lave deres egne masker. Det kan være en rigtig god proces for børnene med tid til fordybelse og kreativ udfoldelse. Man kan lave nogle skabeloner til masker, som børnene kan tegne og klippe ud selv – eller med hjælp fra en voksen. Maskerne kan pyntes med glimmer (hvis du tør…), fjer, palietter og andet godt.
Lave fastelavnsris
I forlængelse af maskelavningen, kan børnene også være med til at lave fastelavnsris. Hertil skal man bruge en masse tynde grene (traditionelt er det vist nok birkegrene, men anything goes….), som man samler i små bunder og så skal der bindes pynt på. Det kan være silkepapirsstrimler, udklip af katte, mini-tønder, fjer m.m..
Jeg så nogle super fede nogle på Naturfamilier.dk, som du kan bruge som inspiration til fastelavnsris lavet med udgangspunkt i naturmaterialer. Du kan finde dem ved at klikke her
Male fastelavnstønden
Vi tradition for, at det er de ældste børn, som maler fastelavnstønden. Det er som regel en hyggelig stund, hvor alle børnene finder deres eget bræt – eller halve bræt – og maler det med fine farver. Det er et hyggeligt lille indslag, som børnene nyder.
Fastelavnslege
Vi har tradition for, at bruge formiddagen på at fejre fastelavn med fastelavnssang, hvor vi synger om børnenes udklædning, og tøndeslagning.
Om eftermiddagen står den på fastelavnslege i haven og til frugt er der fastelavnsboller! Herunder kommer tre fastelavnslege.
Kattevæddeløb
En sjov lille leg, hvor børnene skal balancere nogle små stofkatte på en ske, imens de går af sted, og selvfølgelig undgå at tabe dem. Nogle børn synes det er sjovt at konkurrere i legen, andre vil bare gerne være med til det.
Ringridning
I denne leg skal børnene ride med en kæphest og en lanse (en lige pind), de skal ride hen og fange nogle ringe, som er hængt op.
Bide til bolle
Den absolut mest populære fastelavnsleg… Måske fordi man får en bolle? Hvem ved?
Bollerne bliver hængt op på en snor, som føres gennem bollen med en nål. Barnet skal nu spise bollen uden at bruge hænderne! Dette kan også være lidt konkurrence-agtigt, og så kan der også blive heppet. Husk at holde øje med, at børnene ikke stiller sig direkte om i køen igen 😉
Det var nogle fastelavnslege / -projekter! Jeg håber du fandt noget, som du kan bruge. Skriv gerne hvad der er dit favorit – og fortæl også gerne hvad du skal klæde dig ud som 🙂
Mangler du flere ideér til aktiviteter? Klik her og find inspiration til 25 forskellige pædagogiske aktiviteter.