Samling er et stykke fast inventar i danske daginstitutioner. Det dukker op i en eller anden afskygning. Enten klokken ni om morgenen eller lige inden frokost.
Inden samlingen skal der ryddes op på stuen, der skal vaskes hænder og så skal vi sidde i rundkreds. Her bliver der fortalt, sunget og leget. Samlingen giver mulighed for at sætte den pædagogiske retning på stuen. Det kan være her, pædagogen fortæller om at være en god ven.

Samlingen kan også bruges til at slå tonen an for ugens tema, hvis du er interesseret i, at bruge samling som en måde at skabe et fælles fokus børnegruppen, så synes jeg, at du skal læse lidt om mit online-kursus om netop det… (det kan du læse mere om her…).
Nogle gange står man også i den situation, at man skal til at i gang med et eller andet. Et maleprojekt. En tur. Eller frokosten. Men man står lige og venter på de sidste børn kommer ind eller at ens kollega får gjort det sidste klar inden frokost.

Og hvad gør man så, når man skal holde en gruppe børn samlet og vinde lidt tid? I dette indlæg vil jeg præsentere mit bud på fem samlingslege, som du kan hive op af hatten, når du lige skal padle lidt…

Leg 1 til samling: Lille hund…

Vi lægger ud med en vaskeægte klassiker, lille hund, der er nogle, som har taget dit kødben! Hvis nogle af jer, mod forventning, ikke kender den, så kommer der et kort opridsning her. Alle sidder i en rundkreds. Et barn skal ligge i midten med lukkede øjne (det er hunden) og en genstand på ryggen (jeps, du gættede rigtigt: kødbenet). Den voksne udpeger nu den, som skal tage kødbenet og gemme det bagved sin ryg. Alle andre børn skal tage hænderne om på ryggen, og så skal der ellers skråles: Lille hund, der er nogle, som har taget dit kødben! Nu skal hunden rundt og gætte, hvem der har taget kødbenet.
Jeg har aldrig rigtigt set nogle børn bruge en bevidst strategi til at finde kødbenet… Men ideen er vel, at barnet skal se efter hvem der ser mest nervøs ud? Nåh, men når kødbenet bliver fundet, så er det kødbenetyvens tur til at være hund. Gentag indtil alle har prøvet (ellers kommer der ramaskrig…).

Leg 2 til samling: Tampen brænder

Et eller flere af børnene går ud af lokalet, mens en eller nogle andre gemmer en ting, f.eks. et stykke legetøj. Når tingen er blevet gemt, kaldes de andre ind og nu skal de prøve at finde tingen. Dem, som ikke leder må hjælpe ved at sige om tingen er gemt højt oppe, midt imellem eller nede ved gulvet (fugl, fisk eller… midt i… Er det sådan det er?). De må også hjælpe ved at sige, at det bliver varmere eller koldere, når de kommer tættere eller længere væk fra tingen.
Det er altid lidt sjovt at se, hvilke steder, børnene synes er gode steder. De er ofte ret kreative…

Leg 3 til samling: Kims leg

Kims leg kan se sådan ud

Her er vi ude i en slags huskeleg. Den voksne stiller nogle ting op, og taler med børnene om, hvad de forskellige ting er. Det kan være legetøj eller andre genstande (f.eks. en saks, sten, gaffel, hvad ved jeg…). Bagefter dækker pædagogen tingene med et tæppe og fjerner en eller flere ting. Når tæppet løftes igen, skal børnene forsøge at gætte, hvile ting der er blevet fjernet. Sværhedsgraden kan skrues lidt op, ved at fjerne flere og flere ting – til sidst alle tingene.
Hvis der er tid til det, så kan børnene også få lov til at være dem, som styrer legen og tager tingene væk. Det elsker de.

Leg 4 til samling: fagter, rim og remser.

Her bygger vi lidt videre på “historie og sang“-traditionen, som kendetegner samlingen. Det kan nemlig være en god ide, at hive nogle gode rim og remser med eller uden fagter. Den voksne starter med at sige det, og børnene stemmer så i. Når de har lært remserne, kan man godt udfordre børnene lidt – måske skal det gå på tur, hvem der siger remserne.
Hvis du vælger denne tilgang til at vinde tid, kan du alliere dig med rim og remsebøger, som der garanteret er massere af, der hvor du arbejder. Jeg synes i hvert fald aldrig, jeg kan komme udenom Halfdans ABC, hvor der er nogle gode remser i.
Her er der et par stykker, som du kan bruge som inspiration:

Løvens remse:

En mand boede i et hus, (Lav et hus/tag med hænderne).
han gav sin kone et kys (kys hånden/send et luftkys)
Han åbnede døren og han lukkede døren. (lav en dør med hænderne, som du åbner og lukker)
Så gik han gennem gårdspladsen (klap dig selv på lårene).
Og så gik han igennem en sump (lav en sluup-lyd, mens du åbner og lukker hænderne).
Efter sumpen gik han gennem en tunnel (Sig sådan ahhhh ahhh, mens du banker dig selv på brystet med flad hånd – eller er det uhhhh uhhh?)
Da han kom ud, gik han igennem nogle siv (gnid hænderne sammen).
Men så… Så han en løve! (brøl!)
Han blev bange og så løb han tilbage gennem sivne… tunellen, sumpen… (gør de samme ting som før, bare hurtigere – manden løber jo for sit liv…)

I et lillebitte hus

I et lillebitte hus (Lav et hus med hænderne)
Bor en lillebitte mand og en lillebitte kone (Hold den ene pegefinger frem.. og så den anden)
Og en masse børn (Vis alle fingrene, åben og luk hånden, ligesom hvis du talte 10, 20, 30)
Klokken otte står de op, alle strækker deres krop (vis otte fingre, og stræk armene op)
og så går det i galop til en bakketop… (klap dig selv på lårene)
Klokken ti er det forbi, mørket kan de ikke li’ (Hold ti fingre op, og hold dig bagefter for øjenene)
Så de suser ned af bakken i en vældig fart (klap dig selv på lårene igen).
Si’r godnat og går til ro, (Nu skal du samle hænderne og lægge hoved på skrå)
sover sammen to og to. (hold to fingre op, og to mere)
Der bli’r stille kan du tro, i det lille hus (en finger foran læberne, og hviske!)

Der bliver altså ikke flere fagte-henvisninger, de er simpelhen for besværlige at skrive. Måske laver jeg en Mortens top fagte/remser-video på et tidspunkt… hvem ved?
Men lige et par anbefalinger mere på rim, remser og fagter:
– Oppe i gardinerne… (den her er sjov for de små at lære)
– Remser, som får tungen til at lave skøre ting: “Stativ, stakit, kasket” og “fem flade flødeboller på et fladt flødebollefad” (Det kan stort set alle have det sjovt med)
– Jeg er en lille undulat (teknisk set en sang, men altså…der er da også fagter…)

Leg 5 til samling: Børnevendespil

Okay, den sidste leg her er en lille smule mere omfattende at organisere end de øvrige. Vi skal lave et vendespil, hvor børnene er brikkerne. Børnene skal være sammen to og to, de skal nu vælge et dyr, som de begge to er. Der skal også være to, som er dem der vender. De kan med fordel gå udenfor rummet, mens brikkerne gøres klar. Når alle brikkerne er klar, kaldes spillerne ind, og der spilles ligesom et almindeligt vendespil. Når en “brik” (barn) bliver valgt, skal denne sige lyden, som det dyr har. Og spillerne skal nu prøve at finde makkeren.
Forbered dig på en lille smule kaos, og undgå denne leg med de allermindste børn 😉

Afslutning

Det var mit bud på fem lege, som du kan hive op af hatten til samlingen. Du kan selvfølgelig også bruge dem lidt mindre op af hatten agtigt, og bare bruge dem, når du laver samling. Ellers er der jo altid den mulighed, at gøre som min kollega, som tit foreslår børnene at “vi lige tæller til tredive” 😉
Samlingen kan også bruges til at slå tonen an for ugens tema, hvis du er interesseret i, at bruge samling som en måde at skabe et fælles fokus børnegruppen, så synes jeg, at du skal læse lidt om mit online-kursus om netop det… (det kan du læse mere om her…). Skriv til mig, hvis du har nogle gode lege til samlingen, som du synes jeg har misset, fang mig på hej@mortenrandrupdyrborg.dk eller smid en kommentar.

Jeg håber du kan bruge det til noget 🙂
Vh. Morten

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, og modtag min velkomstmail med min tjekliste over fem lege, som børnene vil elske dig for at sætte i gang.

* indicates required

5 lege til samling – lige til at hive op af hatten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *